Julen er (åbenbart stadig) ikke for muslimer

Jeg faldt over et opslag skrevet af Mattias Tesfaye på sin Facebookside. Han var faldet over et opslag i gruppen “Vejen til Allah“, som er virkelig trist læsning.

Jeg faldt så et stykke nede i kommentarsporet over, at forfatteren, Fatema Abdol-Hamid, til det oprindelige opslag forsøgte sig med en form for tilbagerulning, som jeg blev nødt til at kommentere, selvom jeg ellers øver mig i at tie stille i debatter på Facebook.

Hold kæft, Ditte Giese

Om det er helt korrekt, ved jeg ikke, men jeg synes, at jeg den senere tid har oplevet en stigende tendens til at nogle kvinder snyder sig til en eller anden underlig popularitet, som er der, uden at være der. De får en masse taletid i medierne på trods af, at det er mere end almindeligt svært at finde nogle, der vil indrømme, at de reelt er enige.

Jeg har fået nok af at høre på disse skrigeprinsesser, der i virkeligheden burde krones til at være Dronninger af Generalisering.

Denne generalisering er så utroligt ødelæggende for debatten og får mig til at tænke, at vi bør overveje, om der ikke snart skal indføres nogle begrænsninger i vores så højt elskede ytringsfrihed.

Ditte Giese er den, der sidst har pisset mig af i særlig grad.

 

Ditte Giese præsterer et klasseeksempel på vanvitig generalisering, diskrimination og manglende branchekendskab i en artikel på politiken.dk.

Om det i virkeligheden er et mislykket forsøg på at være morsom, høste anerkendelse i det finere københavnske borgerskab eller om hun i virkeligheden er så uvidende, som hun virker, skal jeg ikke kunne sige.

http://politiken.dk/kultur/fomo/

“Vi har en hel branche, hvor deadlines intet betyder. Jeg selv, og mange omkring mig, står midt i store byggeprojekter, der bliver forsinket i dage, uger, måneder. Hvorfor er det ok for håndværkere, mens alle andre bliver effektiviseret og djøf’et i hoved og røv?”

Herefter fortsætter hun galskaben med en punktformet liste for ligesom at udstille sin egen uvidenhed, så den ikke er til at tage fejl af:

“Deadlines, aftaler og opgaver er noget, vi tager ret alvorligt på arbejdsmarkedet. Man overholder dem, pinedød. Det, at man har en deadline, er helt essentielt og grundlæggende for, at for eksempel denne avis kan udkomme.

Sådan er det i de fleste brancher. At man holder, hvad man lover og aftaler. Undtagen hos håndværkere. Der er simpelthen mange så ting omkring håndværkerbranchen, jeg ikke forstår.

Her kommer en hitliste:

1. Før fanden får sko på
Hvorfor skal håndværkere absolut ankomme i éns hjem kl. 6.30? Tænder de helt sadistisk på folk, der løber ud af badeværelset med shampoo i håret? Har de et uerkendt behov for at barnliggøre kunden og råbe: Så står vi op! Hvem har bestemt, at lige præcis håndværkere ikke følger normal kontortid, men absolut skal forstyrre deres kunders morgenrutine for så til gengæld at have fri kl. 14?

2. 1.000 eller 100.000 kroner?
I alle andre brancher ved vi, hvad vi koster i timen. Alle freelancere, selvstændige og daglejere kan sige: Det tager mig fem arbejdsdage at tegne dit firmas nye logo, lave jeres hjemmeside, og det vil koste 10.000 kr. Så har vi en aftale. Men håndværkere siger: Jeg koster 1.200 kroner i timen (I øvrigt: What? Er du bygget af guld?), og opgaven vil tage mig 3 dage. Hvorefter de bruger 130 dage på opgaven, mens taxametret kører, og budgettet sprænges.

3. De faglærtes latinoer
Jeg oplever en snert af misundelse i vores forhold til håndværkere. De er arbejdsmarkedets latinoer med siesta, mañana-attitude og en iboende sexappeal (topmålet af fræk sex hedder sådan set håndværkersex). Mens alle vi andre er ved at blive effektiviseret, djøf’et og stresset ihjel, så tænker jeg: How the fuck er I lykkedes med det?

4. Overraskende ventetid
Der er altid pludselig og helt uventet lang leveringstid på materialer i byggebranchen. Men er det ikke deres job at vide den slags? Kan det komme bag på dem hver gang? Jeg stopper jo heller ikke med at skrive og skyder skylden på en blækleverandør, der hænger i bremsen, eller tastaturmanden, der desværre er taget på ferie. Men det er helt umuligt for håndværkere at koordinere med andre håndværkere. Kan vvs’eren ikke komme videre på grund af tømreren, går vedkommende da bare. Ikke noget med lige at tale sammen på tværs af faggrænser.

5. Forsvindingstricket
I alle andre brancher går man op i sit renommé, der afgør, om man får en bestilling næste gang og bliver anbefalet. Det virker håndværkere underligt ligeglade med. Hvis jeg skrev en indledning på en artikel, forsvandt et par uger, ikke tog telefonen og så gik på arbejde igen, skrev lidt videre, forsvandt en uges tid, mens jeg arbejdede for en anden kunde, som jeg så også forsvandt fra for lige at gøre den første kundes opgave halvfærdig, ville jeg aldrig, aldrig, aldrig blive hyret igen.

Det har desuden ingen konsekvenser, hvis en håndværker har lavet et afløb, som vandet løber væk fra i stedet for ned i, eller en vandhane pjasker vand på bordpladen i stedet for ned i vasken. De dukker aldrig op for at fikse det, og der må hyres nye folk til fejludbedring.

6. Har aldrig det, de skal bruge
Håndværkere skal altid hente materialer. En pakning, et særligt bor, en anden slags rør. De kigger efter det, de skal bruge, i bilen og kommer tilbage med den meget lidt overraskende melding: Jeg havde ikke lige den dims i bilen, så jeg bliver nødt til at hente den. Som kunde betaler man så for kørslen og tiden, de bruger i byggemarked eller på kaffebar eller med at køre børn til fodbold.

7. Betalt transport
Som arbejdsgiver til en håndværker forventes du at betale deres transport til og fra arbejde. Hvorfor? Vi andre får ikke betalt vores bil/tog/cykel. Kørepenge kan man jo trække fra i skat ligesom alle andre, der har langt til arbejde. Bor man inde i centrum, vil håndværkeren desuden ofte afkræve dig parkeringsafgiften også.

8. Sort, hvidt, orange
Det er nærmest en fornærmelse at bede om at få en regning. Som om håndværkere er en særlig sjælden art mennesker, der er fortjener ikke at betale skat. Det er i øvrigt sigende, at håndværkere er så dyre at hyre, at de får et statsstøttet (håndværker)fradrag smidt efter sig.

9. Tv-stjerner
Kun når kameraet ruller på de mange boligombygningsprogrammer, bliver der overholdt aftaler, knoklet og strammet baller. I fremtiden vil vi derfor alle optræde som hverdagens realitystjerner, når vi skal have et nyt toilet. Måske i tv-konceptet ’Håndværk til tiden’, hvor fagfolk skiftes til at kæmpe mod hinanden og uret.

Hendes pinlige udfald mod en hel befolkningssgruppe, fik mig helt op i det aller rødeste felt. Hvad bilder hun sig ind? Jeg er så utroligt træt af den generalisering, der er tidstypisk og enormt pinlig. Jeg forstår slet ikke det behov, der for tiden er for at nedgøre så store grupper som muligt og mest muligt.

Det fik mig til at skrive følgende kommentar til Politikens deling af hendes tåbelighed:

“Som stressramt håndværker bliver jeg pisse indigneret over en så latterlig generalisering. Kan kun sige én ting. Pil dit djøf-pis ud af dit valg næste gang, du står for at skulle træffe et. Så kan det være, at du lærer at træffe rigtige valg. Også når det gælder valg af håndværker.
Jeg kan ikke se, at det skal ligge en kæmpe gruppe af gode, ærlige, dybt professionelle og hårdtarbejdende mennesker til last, at du har haft nogle få dårlige oplevelser. Tag læsebrillen af og se verden i et større perspektiv. Er sikker på, at du vil blive positivt overrasket. Tag dig sammen, Ditte.”

Se det på Facebook via dette link

Måske er krudtet spildt, men i det mindste har jeg fået afløb, og det gør i sig selv det hele værd. Også selvom det desværre nok ikke ender i en shitstorm for Giese. Alligevel håber jeg på, at hun en anden gang bruger sin påståede intelligens til at vurdere, om det hun kommunikerer bør gøres anderledes. Situationen havde været en helt anden, hvis hun havde raset mod konkrete virksomheder i stedet for at lade hele branchen stå for skud.
Slutteligt vil jeg da gerne opfordre Giese til at kontakte mig, hvis hun en dag får lyst til at praktisere lidt rigtig journalistik og har brug for lidt baggrundsviden om håndværksbranchen, som hun tydeligvis intet kender til.

Sørgelige Karina Pedersen

Karina Pedersen er aktuel med bogen “Helt ude i hampen”. Vel nok en titel der passer meget godt til Karinas opvækst, liv og holdninger.

Jeg forstår til dels Karinas behov for at gøre oprør mod de normer, som hun måtte leve under i sin barndom. Jeg har selv haft en periode i teenageårene, hvor jeg var ultraliberalistisk, fordi jeg var vred over at mangle indflydelse. Det tog mig vel et par år at indse, at jeg var galt på den. Karina er ikke nået dertil endnu, men hendes vilkår var også langt langt værre end mine. Jeg manglede ikke rigtigt noget. Jeg var mest bare utilfreds.

Det er forståeligt, at hun er vred og føler sig svigtet af de voksne, der skulle have beskyttet og taget sig af hende i hendes barn- og ungdom og dermed også af samfundet. Der var et system, der tilsyneladende ikke fungerede og ikke hjalp hende tilstrækkeligt, og der er vel som sådan ikke noget at sige til, at det giver hende lyst til at udråbe dette mangelfulde system til at være skurk.

Jeg ville så bare ønske, at hun holdte sig til det. Men det er ikke nok for hende. Hun føler tilsyneladende, at hun er nødsaget til at stille hele den samfundsklasse, som hun kalder “underklassen”, til ansvar.

På det der for mig virker som et ufatteligt tyndt grundlag påtvinger hun uden undtagelse hele “underklassen” at være overvægtige og at fuske sig til hjælpen. At hendes virkelighed så sådan ud kan man ikke tage fra hende. Men det fritager hende ikke for et ansvar for at se ud over egen næse. Når hun er voksen nok til at råbe så højt i debatten, må hun også være voksen nok til at se billedet i et større perspektiv og til at se, at andres virkelighed kan være en anden end hendes.

“Når middelklassen giver et bidrag til julehjælp, så ser de for sig en fattig mor og far, som i lasede pjalter og med tårer i øjnene tager hinanden i hænderne af glæde sig over, at børnene nu alligevel får mad juleaften. Det mere realistiske billede er dog en fed og kronisk arbejdsløs kvinde, som – imens hun gennemgår julekurvens indhold – brokker sig over alt det, hun mener, der mangler, og hvis børn (som hun sikkert har med forskellige mænd) går for lud og koldt vand … De tror, at mennesker som min mor har siddet ved en petroleumslampe og stoppet strømper, alt imens hun har krydset fingre for, at høsten ikke ville slå fejl, så hendes elskede børn måtte gå sultne i seng.”
-interview med Zetland.dk.

Jeg kan på ingen måde acceptere, at hun  på én og samme tid gør både “underklassen” og “middelklassen” dummere, end de er, ligesom jeg ikke kan acceptere, at hun så indædt kæmper for at ødelægge debatten, og dermed vilkårene for rigtigt mange medborgere.

Jeg tror ikke en tøddel på, at procentdelen af bedragere er større i “underklassen” end den er i henholdsvis “middelklassen” og “overklassen”. Der er ingen tvivl om, at der er forskel i måden hvorpå der bedrages alt efter “klasse”, men der snydes alle steder. Med omkring 5,7 millioner tabere til følge.

Læs meget mere om debatten i disse artikler:

Karina mener, de fattige er blottet for moral: Afskaf velfærdssamfundet – det er svindel og humbug for milliarder

Kendte i krig efter Karina fra underklassens angreb på fattige: ‘Alt for mange feder den af på sociale ydelser’

Zornig går i krig med Karina fra underklassen: ‘Hun tigger selv – Karina skylder mig rigtig mange penge’

Karina fra underklassen kaldte Zornig for en løgner: Nu svarer hun igen

 

Og deltag gerne i debatten på nettet, ligesom jeg også meget gerne modtager dit input her. Tilføj endelig en kommentar til indlægget her, hvis du har lyst.

Det er ikke hver dag…

Simon Emil Ammitzbøll
©Liberal Alliance https://flic.kr/p/qGWUMT

… at jeg må tage mig selv i faktisk at være enig med Simon Emil Ammitzbøll.

Ja ok… Inden nogen får et slagtilfælde, så må jeg da også indrømme, at det kun er et enkelt citat fra aftenens program på DR1 “Langt fra Borgen: Spiser vi for meget kød?”, som jeg i øvrigt kun så 5 minutter af, der fangede min opmærksomhed og lod mig gøre den tankevækkende opdagelse.

“Jeg tror bare, at man skal passe på med hele tiden kun at tænke på, hvordan kan vi leve vores liv, så det passer med nogle statistiker.”

Nej, Emil. Der har du sgu fat i noget. Dén holdning kan jeg kun bakke op om.

Når alt drejer sig om statistik, går der meget hurtigt talgnubberi i den. Omvendt vil en debat udelukkende baseret på følelser ende i nøjagtigt samme kaos bare med modsat fortegn.

Jeg tænker umiddelbart ikke på LA som et parti, der normalt agerer ud fra den tese, som jeg citerer Ammitzbøll for her.

Til gengæld vil jeg glæde mig til at se netop dette normalt ellers så følelsesforskrækkede parti begynde at medtage en vis portion følelseskalkule, når de i fremtiden diskuterer skattelettelser, dagpengereform, en nærmest ikke-eksisterende offentlig sektor og andre sager, hvor mennesker udgør grundstoffet.

Du kan i øvrigt se programmet på DRs hjemmeside: https://www.dr.dk/tv/se/langt-fra-borgen/langt-fra-borgen-spiser-vi-for-meget-koed#!/00:00:00

 

Flere spor på motorvejen er en menneskeret

Uanset hvor meget jeg prøver, så sidder jeg alligevel tilbage med en smule bitter smag i munden. Vi vælger konstant at kaste milliarder af kroner efter anlægsprojekter mens børn, unge, ældre og dem der skal tage sig godt af dem, konstant bliver frarøvet livskvalitet. Bid for bid. Men hvad gør det? På et tidspunkt har vi jo seks spor, letbaner og tilsvarende se-hvad-jeg-kunne-anlæg i hele landet. Det er da vel også noget at glæde sig over. Skide være med resten.

Skyder Hallén sig i foden?

Er det mon bare mig, der tænker, at Henrik Hallén skyder sig selv i foden ved at kommentere på måden Jakob Ejersbo tilsyneladende tager direkte afsæt i virkeligheden i bogen Liberty?

Uddrag fra Politikens artikel:

“Ifølge Hallén kan alle der var en del af samfundet i Moshi i de år genkende præcis, hvem der er hvem i ‘Liberty’.”

Og endnu et:

“Familien Hallén er forlægget for familien Larsson i ‘Liberty’, og Henrik Hallén er forlægget for romanfiguren Jonas Larsson, der er den store skurk i ‘Liberty’ og selve billedet på, hvordan de hvide skandinaviske hjælpearbejdere som en slags koloniherrer udnyttede og misbrugte de sorte i Moshi. I romanen er Jonas Larsson korrupt, snyder og bedrager alle, lige som han både knalder hushjælpen og knalder ludere i sin Toyota, når han ikke drikker sig fuld på den lokale bar.”

Hvis Henrik Hallén havde undladt at bringe sine synspunkter ud i offentligheden, havde jeg og sikkert rigtigt mange andre ikke fattet interesse for familien. Måske han kunne have nøjes med at tage kontakt til de mennesker, som han reelt måtte have et behov for at retfærdiggøre sig overfor.

Du kan læse hele artiklen på Politikens hjemmeside via nedenstående link:

http://politiken.dk/kultur/kultur_top/ECE3350242/svensk-familie-foeler-sig-snydt-og-misbrugt-ejersbo-var-fuld-af-loegn/

Giv (ikke) de fattige hest

fra dr.dkDr.dk bringer i dag nyheden om, at den tyske regering stiller forslag om at tilgodese verdens fattige. Forslaget føres an af den tyske udviklingsminister, Dirk Niebel, som dog møder modstand fra den den tyske opposition, der kalder forslaget absurd og nedværdigende.

Det eneste absurde ved forslaget om at give ulovlig hestekødslasagne til verdens fattige i stedet for at destruere det er, at der rent faktisk er en tysk opposition, der kan være imod, at man gør det indlysende rigtige, hvilket i mine øjne er den virkelige (kød)skandale.

Jeg føler mig rimelig sikker på, at sultende vil være lykkelige for bare at få mad.

Samtidig vil det være første gang, at en økonomisk stormagt rent faktisk lader overflod komme de fattige og sultende tilgode.

Normalt lader man jo gerne maden rådne op foran de sultende for rigtigt at bevise sin magt.

Facerape

Skærmklip fra TV2 Nyhederne

Tidligere på ugen dukkede en ny historie op i medierne og begrebet Facerape blev en ny del af min bevidsthed.

Jeg havde godt nok set det meste af programmet på TV2 om den engelske radiovært Richard Bacon, og dennes oplevelser med hadefuld adfærd på nettet, men begrebet Facerape, var alligevel nyt for mig, da det dukkede op i en dansk version, hvor to unge mænd idømtes bødestraf for cyber-overgreb.

Jeg har længe været klar over, at omfanget af mobning på nettet er langt større, end jeg tør drømme om, og derfor også et kæmpe problem først og fremmest for den, det går ud over, men også for samfundet generelt.

I forbindelse med at der faldt dom i sagen om de to 17-årige drenge blev der i Nyhederne på TV2 sendt et indslag, hvor man spurgte 3 gymnasieelever om deres tanker om dommen. Til min store overraskelse viste det sig, at de rent faktisk synes, at det er en hård dom, der er faldet, og at det er synd for de dømte.

What???!!!

Hvor er vi lige henne, når afgangselever på et dansk gymnasium ikke er i stand til at se alvoren i cyber-mobning?

Jeg er ret sikker på, at Cecilie Mumgaard GeislerNana Kjær og Adam Palmar ikke ville synes, at dommen var så hård, hvis det var deres egen profil på Facebook, der var blevet voldtaget, og jeg er ærligt talt pisse træt af, at selv gymnasieelever ikke er i stand til at se tingene i et større perspektiv. For mig at se, vidner det i hvert tilfælde om, at det danske samfund har et gevaldigt problem, og det bekræfter mig ligeledes i, at fællesskabsfølelse er begrænset til at blive holdt i ekstremt små grupper.

Jeg fatter simpelthen ikke, at de i deres ramme alvor kan have en så usolidarisk holdning til begrebet. Eller er det i virkeligheden en solidarisk holdning, for der er jo noget, der kunne tyde på, at den generelle holdning er, at man kan tillade sig hvad som helst på nettet, uden at det får konsekvenser for andre end den, det går ud over.

Jeg er glad for dommen, selvom den i mine øjne gerne måtte have været hårdere, og jeg håber i den grad, at den vil være med til at åbne øjnene hos dem, der tilsyneladende er så pisse egoistiske og kyniske, at de synes, at det er i orden at misbruge andres navn og rygte på så tynde grundlag. Ofte er der jo ingen egentlig grund til mobningen. Den er der bare som en accepteret del af hverdagen for mobberen og dem, der ser på uden at gøre noget.

Jeg ved ikke, om man kan sige at mobbekampagnerne ikke har virket, men indsatsen mod mobning har ikke været konsekvent nok. Jeg mener, at dommen har en voldsomt vigtig signalværdi, og jeg mener også, at den bør give anledning til yderligere overvejelser om konsekvens ved mobning af mere generel og måske knap så indlysendekarakter.