Organdonation er et varmt emne for tiden, men mange synes tilsyneladende, at det også er for varmt. For der danses en del om grøden, og ingen vil tage ansvar for at få gennemført en stærkt nødvendig lovændring.

Ifølge nye tal går 89% af den danske befolkning ind for organdonation, hvorfor det kan undre, at en artikel på politiken.dk fortæller at:

Per 1. januar havde 521.876 danskere tilmeldt sig Donorregistret med enten tilsagn om eller afslag på at være organdonorer i tilfælde af, at de skulle ende som hjernedøde, potentielle donorer.

Tallet er ikke ligefrem imponerende, og da slet ikke, hvis vi sammenligner os med Finland og Spanien, der tidligere har haft mere end 3 gange så mange organdonorer pr. 1000 indbyggere, end vi har i Danmark. Tallet bygger på en undersøgelse fra 1998, men jeg har svært ved at forestille mig, at tallet har ændret sig markant.

Som jeg ser det, er det nødvendigt at ændre lovgivningen, så vi i stedet for at skulle gøre en aktiv handling for at blive organdonor, skal gøre en aktiv handling for ikke at blive det.

Som det er i dag, ender alt for mange mennesker i en urimelig situation, hvor de skal tage stilling til, om deres pårørendes organer skal doneres. Jeg tror, at alt for mange (iflg. politiken 50%) uanset overbevisning i dette ulykkelige øjeblik vælger fra, hvor de på andre tidspunkter ville have valgt til. Man kan så mene, at det er op til den enkelte at sørge for, at pårørende ikke stilles overfor valget. Faktum er dog, at den travle hverdag, som ind i mellem ender med at gøre nogle af os til organdonorer, får mange til at glemme at melde sig i ordningen.

Med 615 patienter på venteliste til organtranplantation pr. 31.12.2007 er det bare ikke godt nok. (Kilde: transplantation.dk)

Det nyåbnede Dansk Center for Organdonation ved Skejby Sygehus planlægger et udrykningshold, der skal tage sig af pårørende, der står over for det svære valg. En meget god idé, som jeg dog mener, må blive en bekostelig affære set i forhold til, at en lovændring ville kunne løse en stor del af problemet.

Ligeledes ville en lovændring skabe positiv opmærksomhed ved at sende et budskab til borgerne og omverdenen om, at “i Danmark hjælper vi hinanden og støtter derfor naturligvis også op om organdonation. Her gør vi noget aktivt for at give mennesker et bedre liv”.

70% af den danske befolkning var i 2007 klar til at gennemføre en sådan lovændring iflg. nyhederne.tv2.dk.

Hvorfor sker der så ikke noget?

Nogle taler om etik og moral. Jamen helt ærligt. Så længe vi ikke kræver organdonation under tvang, kan jeg ikke se problemet. Tværtimod synes jeg netop, at det er mere etisk korrekt, at hjælpe de af sine medmennesker, der trænger til et nyt organ, med at udskyde døden og give dem livet tilbage.

Ordningen kunne træde i kraft ved det fyldte 18. år plus/minus 3 måneder, så man enten 3 mdr. før eller efter det fyldte 18. år skal have meldt sig ud af ordningen, hvis man IKKE ønsker at være organdonor, ligesom derefter til hver en tid skal kunne melde sig ud af ordningen. Har man ikke meldt sig ud på dødsdagen, så har man jo taget den svære beslutning for de pårørende, som så slipper for overhovedet at blive spurgt og at skulle tage valget.

Jeg håber ved gud, at politikerne får taget den fornuftige beslutning, før du eller en pårørende får brug for en organtransplantation!